En skive bacon om dagen holder på ingen måde lægen fra døren.

Tværtimod ser en daglig skive af det velsmagende, sprøde griseflæsk ud til at øge risikoen for demens betydeligt.

Det skriver det engelske medie Daily Mail med udgangspunkt i en stor, ny undersøgelse fra England, som netop er blevet offentliggjort i American Journal of Clinical Nutrition.

Her ville forskerne fra Leeds University belyse en mulig sammenhæng mellem at spise forskellige typer kød og at udvikle demens.

Det skete ved at studere data om genetiske og sundhedsmæssige oplysninger fra 500.000 mennesker i England i alderen 40-69 år mellem 2006 og 2010.

Og især såkaldt forarbejdet kød som pølser, bacon og burgere så ud til i høj grad at kunne øge risikoen for demens.

Eksempelvis med ikke mindre end 44 procent, hvis du dagligt spiser en skive bacon eller 25 gram af noget andet forarbejdet kød.

Omvendt tydede undersøgelsen på, at folk, der spiser 50 gram af såkaldt uforarbejdet kød – herunder oksekød, svinekød og kalvekød – havde næsten 20 procent mindre risiko end andre for at udvikle demens.

»Alt, hvad vi kan gøre for at undersøge potentielle risikofaktorer for demens, kan hjælpe os med at reducere udbredelsen af denne svækkende tilstand. Og denne analyse er et første skridt for at forstå, om vores madvaner kan påvirke risikoen,« siger professor Janet Cade, der stod i spidsen for undersøgelsen.

Forskerne kunne undervejs dykke særligt ned i 2.900 demenstilfælde, hvor de ramte generelt var dårligere økonomisk stillede, mindre uddannede, mere tilbøjelige til at ryge og mindre fysisk aktive end gennemsnittet.

De ramte bar også i større grad på et demensrelateret gen kaldet APOE, ligesom flere mænd end kvinder blev diagnosticeret med demens i undersøgelsen.

»Nogle mennesker havde også tre til seks gange så høj risiko for at udvikle demens på grund af veletablerede genetiske faktorer, men resultaterne antyder, at risikoen ved at spise forarbejdet kød var den samme, uanset om en person var genetisk disponeret for at udvikle sygdommen eller ej,« tilføjer professor Janet Cade ifølge Daily Mail.

Kødforbrug har tidligere været forbundet med demensrisiko, men i den nye undersøgelse er deltagerne for første gang blevet fulgt over tid for at tjekke en sammenhæng mellem specifikke kødtyper og mængder på den ene side og risikoen for at udvikle sygdommen demens på den anden side.

Andre medicinske eksperter har dog manet til forsigtighed i forhold til alt for bastante konklusioner på resultaterne fra den nye undersøgelse. De finder simpelthen, at datamaterialet er for spinkelt.

Samtidig peger de på, at resultaterne ikke nødvendigvis betyder, at spisning af forarbejdet kød forårsager demens. Måske hænger fænomenerne bare sammen hos de ramte personer.

Derfor advarer kritikerne mod at drage forhastede konklusioner i forhold til nye kostråd på baggrund af undersøgelsen. I stedet understreges det, at genetiske årsager ser ud til at spille en langt større rolle, end hvor meget forarbejdet kød man spiser.

Det skønnes, at omkring 50 millioner mennesker på verdensplan er ramt af demens.