Drikker man 100 ml sodavand eller juice dagligt, øger man den generelle risiko for kræft med 18 procent.

Risikoen for brystkræft øges endda med hele 22 procent.

Det er den opsigtsvækkende konklusion i et nyt fransk studie, som er offentliggjort i det velansete lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journal.

100.000 voksne franskmænd har deltaget i studiet, der er udarbejdet over ni år, og hvis konklusioner er statistisk signifikante.

»Det er måske overraskende, men den øgede risiko for kræft i voldsomt forbrug af sukkerholdige drikkevarer blev også observeret blandt dem, der drak ren frugtjuice. Det kalder på mere forskning,« siger Ian Johnson, ernæringsforsker og tidligere fellow ved Quadram Institute Bioscience, til CNN.

Men der er måske håb forude. Forskerne peger nemlig på, at det først og fremmest er sukkeret i sodavand, der er problemet.

»Når man drikker drikke med meget sukker, øger man risikoen for overvægt, og overvægt fører til øget risiko for kræft,« siger hovedfatteren bag studiet, Mathilde Touvier, til CNN.

Der er ikke fundet nogen sammenhæng mellem øget risiko for kræft hos dem, der drikker sukkerfrie sodavand som eksempelvis Pepsi Max.

Forskerne siger dog, at det må tolkes med en vis forsigtighed, da forbruget af sukkerfrie sodavand var relativt lavt blandt deltagerne i studiet.

Studiet viser dog ikke hverken årsag eller effekt. Det er derfor ikke muligt at klarlægge, om kræftdiagnosen kommer som en konsekvens af at drikke sukkerholdige drikke eller et andet skjult sundhedsproblem.

»Studiet giver os ikke et fuldstændigt svar på sammenhængen mellem sukker og kræft, men det viser vigtigheden af at reducere indtaget af sukker,« siger Amelia Lake, der er forsker ved Teesside University til CNN.

Tidligere i år pegede et amerikansk studie også på, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget sodavand man drikker, og hvor stor risiko man har for at få hjerte-kar-sygdomme og kræft.