De gør dig tyk. Du får kræft. Dine tænder bliver ødelagt.
Du har sikkert hørt de fleste af dem: myterne om light-sodavand.
Nu skyder en række danske forskere flere af de sejlivede påstanden om 'de lette' drikke ned.
I et større tema på DR Nyheder understreger flere eksperter, at light-produkterne altså ER sundere end de traditionelle med sukker.
En af de tilbagevendende udsagn om light-sodavand er, at sødemidlerne skulle gøre dig mere sulten og give dig endnu mere lyst til søde sager.
Det afviser Randi Tobberup, som er ledende klinisk diætist på Aalborg Universitetshospital, over for dr.dk. Hun møder tit klienter, der er bekymrede, når de bliver rådet til at udskifte almindelige sodavand med en light-version.
»Men jeg har aldrig mødt én person, der selv oplevede, at de spiste mere sødt, efter at de for eksempel har drukket light-sodavand. Tværtimod siger nogle, at det tager toppen af lysten,« siger hun til dr.dk. Forskningen bakker den observation op.
Godt nok var der i 80'erne nogle forsøg, der fandt en sammenhæng mellem kunstige sødemidler og lyst til sødt, men de er altså ikke blevet bekræftet i nyere forskning.

Tværtimod viser nyere undersøgelser, at det kan være en god idé at erstatte almindelige sodavand med light-produkter, hvis du gerne vil tabe dig.
Men hvad så med mistanken om, at sødemidlet aspartam giver kræft?
DR Viden har talt med flere eksperter, der alle som én afviser den teori. Heller ikke Fødevarestyrelsen mener, at det er farligt for mennesker at drikke light-sodavand eller indtage andre produkter med kunstig sødemiddel.
»Godkendelsen beror på omfattende videnskabelige undersøgelser af stoffet, der viser, at det ikke er sundhedsskadeligt for mennesker, herunder at stoffet ikke kan give skader på arveanlæg, forstyrrelser i forplantningsevnen eller kræft,« skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Det tyder også på, at dine tænder har bedre af light sodavand, fordi de kunstige sødestoffer ikke som sukkeret i almindelig sodavand omsættes til syre af bakterierne i belægningen på tænderne.
De eksperter, som DR har talt med, understreger dog, at sure læskedrikke – også light-sodavand – kan være skadelige for tænderne.
Det eneste punkt, hvor eksperterne er en smule bekymrede, er med hensyn til sødemidlernes betydning for vores tarmbakterier.
Professor og forskningsleder Oluf Borbye Pedersen fra Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet understreger dog, at det er for tidligt at konkludere, at de kunstige sødemidler er farlige for vores tarmflora og dermed for vores helbred. Det gælder naturligvis ikke, hvis du i forvejen lider af en tarmsygdom, tilføjer han.


