De fleste ved, at sodavand ikke ligefrem er et helsemiddel. Det skader tænderne og fylder kilo på sidebenene. Nu hævder ny forskning, at det også øger risikoen for en tidlig død.

Sådan lyder udmeldingen fra et hold forskere fra Harvard University, som har undersøgt følgevirkningerne af et højt forbrug af de sukkerholdige drikkevarer.

For storforbrugere, som drikker to eller flere sodavand om dagen, vil risikoen for at dø tidligt være 21 procent større sammenlignet med dem, der drikker mindre end én om måneden.

De vil desuden have 31 procent højere risiko for en tidlig død på grund af hjerte-kar-sygdomme og 16 procent for at dø af kræft.

»Her i USA drikker omkring halvdelen af befolkningen mindst én sukkerholdig drik om dagen. Udskifter man sukkerholdige drikkevarer med andet, hovedsageligt vand, vil man forbedre sit sundhed og levetid,« siger undersøgelsens hovedforfatter, Vasanti Malik til nyhedsbureauet Reuters.

Med et forbrug af sukkerholdige drikke øges risikoen for at udvikle flere helbredsproblemer som diabetes, hjertesygdomme og kroniske sundhedsskavanker, forklarer Malik.

Personer, som drikker meget sodavand, risikerer også at blive overvægtige, da de dagligt indtager flere kalorier, end de normalt ville.

Lige så opløftende tilføjer ernæringsforskeren fra Havard, at der findes en sammenhæng mellem indtaget af sukkerholdige sodavand og udviklingen af brystkræft og i mindre grad tyktarmskræft.

Risikoen for livsstilssygdomme steg med forbruget af sukkerholdig sodavand for både kvinder og mænd.

Løsningen findes dog ikke i light-sodavand med kunstige sødemidler, forklarer forskerholdet.

Risikoen for tidligere død falder en anelse, hvis man udskifter de almindelige sodavand med light-alternativet. Men kvinderne i undersøgelsen, som drak fire eller flere light-sodavand om dagen, havde modsat en højere dødelighed end andre kvinder.

Undersøgelsen er baseret på data fra mere end 37.000 mænd og 80.000 kvinder fra USA. Forskerne har taget forbehold for kost, fysisk aktivitet og overvægt.