De kommende dage ser ud til at kunne byde på sol, varme, nattefrost – og en reel 'vejrgyser'.

Alt afhængigt af udfaldet kan det på dagen betyde en forskel på op mod 10 grader.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut på sin hjemmeside i en vejrudsigt over de næste par dage.

Før vi kommer hen til vejrgyseren, skal vi hen over en weekend, hvor vejret ændrer sig, da Danmark kommer til at ligge i en vestlig strømning med hurtige vejrskift.

Søndag formiddag begynder derfor pænt med sol, omend der kan være ret køligt.

»Der kommer desværre hurtigt skyer ind fra vest, og der er udbredt regn på vej fra omkring middag,« oplyser meteorolog Marianne Patzer på DMI's hjemmeside.

Mandagen begynder på samme måde, men i løbet af dagen vil et højtryk over Centraleuropa skubbe fronterne nord for Danmark. Det betyder, at vi kommer til at ligge i den lune strømning, hvilket giver en pæn tirsdag med sol og op til 15 grader.

Og så når vi frem til onsdagen, som ifølge DMI ser ud til at kunne blive »lidt af en vejrgyser«.

»En koldfront med regn vil passere landet fra nord. Kommer fronten sent på dagen eller om natten, så får vi sol og temperaturer op til 20 grader, men kommer den tidligt på dagen, bliver det skyet med lidt regn og 10-15 grader,« forklarer Marianne Patzer.

Kigger man lidt længere frem i prognoserne for påskevejret, ser det ud til at blive koldere og med nattefrost.