»Vil du have sex med mig? Er du god til at sutte den af? Kan du lide at få den i numsen?«

Det er nogle af de spørgsmål, som en kvindelig borger blev udsat for under en taxatur fra sygehuset i Vejle til Grindsted med Flextrafik.

Det beskriver Jydske Vestkysten, der har søgt aktindsigt i de 233 klager, som Flextrafik har modtaget i 2020 ud af deres i alt 628.035 afviklede ture i Syddanmark. Avisen har fået indsigt i 85 af klagerne, der handler om alt fra dårlig kørsel, efterladte borgere til seksuelle krænselser.

Kvinden, der blev udsat for de grænseoverskridende, seksuelle spørgsmål tilbage i juli sidste år, skriver i sin klage, at hun oplevede det som »en meget grim oplevelse« at køre med chaufføren, og at hun bestemt ikke er interesseret i at køre med ham igen.

Og hun står ikke alene med den slags oplevelser. I maj var en anden borger udsat for en chauffør, der under taxaturen tiggede om penge og talte grimt om andre kunder. Efterføgende ringede chaufføren til patienten privat, opsøgte vedkommende på hjemadressen, gav tilbud om rygmassage, ligesom han tilbød at komme på overnatning og tage rundstykker med, og at de kunne have sex.

Oplevelserne gjorde borgeren så bange, at vedkommende lånte naboens hund for at føle sig mere tryg. Ifølge Jydske Vestkysten står eksemplerne ikke alene. De beskriver i alt ni tilfælde, hvor chauffører har spurgt ind til personlige og seksuelle forhold, men afdelingschefen ved Flextrafik i Sydtrafik mener ikke, at det er et udtryk for et generelt problem.

»Det lyder selvfølgelig helt uacceptabelt, og det skal man naturligvis ikke. Man skal være professionel, venlig og serviceorienteret, og det er det, vi stiller krav om. Men sådanne sager kan have alle mulige varianter - hvad er blevet sagt, og hvad er blevet opfattet,« siger Michael Aagaard.

Han understreger, at de tager fat i hver enkelt sag og undersøger, hvorvidt der er noget at komme efter. Men han mener heller ikke, man kan fyre folk uden at have belæg for, at der er foregået noget forkert. Hvis der er tale om meget grove anklager, vil Flextrafik typisk bede kunden om at politianmelde det. Derudover fortæller afdelingschef Michael Aagaard, at han er tilfreds med, at de har modtaget 233 klager på de godt 628.000 afviklede ture.