Som om vinden ikke havde rusket hårdt nok i Danmark de sidste par uger, hænger endnu en omgang stormvejr truende over Nordsøen lørdag aften.

Lige nu er det kun de yderste klitrækker, der mærker til den stormende kuling, men kun for en kort stund.

I nat trækker vinde af stormstyrke ind over landet. Vestkysten rammes først - og hårdest, mens resten af landet kan sove i fred og ro lidt endnu, forklarer vagtchef ved DMI, Frank Nielsen.

Vestjyderne skal dog tage sig nogle forholdsregler.

Havnen i Lemvig oversvømmet
Havnen i Lemvig oversvømmet
Vis mere

Og selvom det ifølge vagtchefen nok ikke er nødvendigt at gentage disse, fordi vestkysten har taget sin del stormvejr de sidste mange uger, så opfordrer han alligevel til, at man tjekker fortøjninger og generelt har styr på løse genstande, der kunne ligge i haver og lignende.

Frank Nielsen fra DMI påpeger også, at det i forvejen regner temmelig meget i den nordvestjyske del af landet.

Derfor kalder vagtchefen vejrsituationen lige nu for decideret »ubehagelig.«

DMI varsler udover hård kuling og vindstød af stormstyrke også om forhøjede vandstande.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hele Vestkysten fra syd til nord, samt Nord- og Nordvestsjælland er hos DMI markeret gult, hvilket indikerer 'voldsomt vejr' i områderne.

Blæsevejret vil altså først ramme de vestlige dele af Danmark, mens resten af landet - primært østjylland, nordfyn og nordvestsjælland - rammes af blæsevejrs-bæltet i løbet af søndagen.

Vestkysten vil desuden i løbet af søndagen få en lille pause, og det er velfortjent, for natten til mandag og mandag morgen vil det, ifølge DMI blæse op endnu en gang.

Det voldsomme blæsevejr blæser op fra syd, og vagtchefen advarer derfor om, at der kan opstå problemer på broer, hvor der er tværvind - broer som Lillebælt- og Storebæltsbroen.