Har du endnu ikke været i skoven og samle kastanjer, så er det nok nu, du skal slå til:

Prognosen for søndagen lyder nemlig på »nogen eller en del sol« i store dele af landet, mens et vejrskifte truer i den kommende uge.

Det ser især fornuftigt ud i den sydlige og østlige del af landet, mens den nordvestlige del af landet får mere skyet vejr og også lidt regn i løbet af dagen.

»Vi får en stille, rolig og fredelig søndag,« lover vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Trine Pedersen og tilføjer:

»Vestpå kommer der lidt regn sidst på eftermiddagen, men det bliver ikke de store mængder.«

Selvom søndagen bliver lidt en skiftedag, hvor en front nærmer sig landet vestfra, så vil langt de fleste af os få helt fint vejr, forklarer hun.

»Der vil komme flest skyer vestpå, der hvor fronten kommer fra, og det er usikkert, hvor meget solen vil skinne igennem. Jo længere østpå, man befinder sig, jo større er sandsynligheden for at få solen at se,« siger hun.

Så selv med en front på vej og udsigt til et vejrskifte i den komme uge, kan vi altså i store træk glæde os over endnu en smuk efterårsdag.

De regionale forskelle, der viser sig, når fronten trækker ind over, kommer også til udtryk i vejret i de fire største byer, understreger meteorologen.

Aalborg
Der er kun en enkelt lille sol på diagrammet med prognosen for den nordjyske storby, og Trine Pedersen mener da også, at Aalborg primært får en skyet dag.
»Det skyede vejr kommer nok især til at gælde for Aalborg, hvor man ikke får så meget blå himmel,« siger meteorologen. Temperaturer op til 13 grader.

København
Københavnerne er mere heldige, for her vil der ifølge Trine Pedersen være gode muligheder for perioder med sol. Hovedstaden slipper dog ikke helt for skyer, men det holder tørt, og også her kommer temperaturerne til at ligge omkring de 13 grader.

Aarhus og Odense
Både i den fynske og den østjyske hovedstad tegner søndagens vejr til at blive lidt som i København: Mulighed for sol i perioder, men også skyet. Ikke meget vind og temperaturer op til 13 grader.

Og som antydet er det en lidt anden vejrtype, der er på vej i den kommende uge, hvor vi igen skal til at vænne os til begreber som »blæst,« »regn« og »byger.«