»Det kan være et ganske flot landskab man vågner op til.«
Lørdagens vejr byder på lidt af hvert afhængig af, hvor man befinder sig i landet.
Hvis man befinder sig i hovedstadsområdet, så er man i en decideret 'sjapzone'. Det forklarer DMI-vagtchefen. Frank Nielsen, til B.T.
»Det begyndte allerede med tøsne i går aftes og mange steder er der ikke så meget tilbage, da temperaturen ligger lidt over frysepunktet.«
»Så snart man kommer lige udenfor København ligger den lige under frysepunktet. Det småsner stadig ved Roskilde og fortsætter nordover. Derudover vågner man også op til småsne henover Nordfyn, Østjylland og i den nordøstlige del af landet.«
Dog vil der være tørt i den vestlige del af Jylland, mens det vil regne over Lolland og Falster samt Bornholm. Generelt vil der være svag vind over hele landet.
Temperaturen ligger mellem -1 til tre grader.
Vejret flytter sig ganske langsomt østover, så det ser ud til, der stadig vil være blandede nedbørsformer henover Danmark. Op ad dagen bliver det en smule varmere.
I løbet af eftermiddagen begynder sneen at tø og det vil de fleste steder være mest tørt.
»Det gælder om at nyde sneen, for allerede i morgen tidlig kommer der et frontsystem fra vest, som tager varmen med sig og det bliver regn i stedet for sne. Vestpå vil der blive op til syv grader.«
København
I København vil der være en 'sjapzone'. Hvor sneen, som faldt i går og i nat, vil tø og blive en sjasket affære. Der vil være svag vind med risiko for slud og småregn og temperaturerne vil ligge lige over frysepunktet. Københavns vintertjeneste oplyser på Twitter, at de klokken 4.30 lørdag morgen har saltet broerne i København, da der er risiko for glatte veje.
Odense
Lørdag morgen i Odense begynder med slud og regn, men i løbet af eftermiddagen vil det blive tørt. Der vil være svage vinde og temperaturen vil være lige over frysepunktet, ligesom i København.
Aarhus
Aarhus vil i løbet af morgen og formiddagen have en del småsne i luften, som fortsætter opad dagen. Temperaturerne ligger nær frysepunktet. Sneen kommer til at stoppe i løbet af eftermiddagen.
Aalborg
Aalborg begynder ligeså med det hvide. Det ser dog ud til, at lavtrykket trækker sig i løbet af dagen. Herefter vil det blive overskyet - men tørt.



