Har du en kælder, eller er du bange for tordenvejr og får sved på panden, når DMI varsler skybrud, så kan du godt ånde lettet op. I hvert fald i denne omgang.

Det skybrud, der skulle have ramt Danmark natten til torsdag, blev nemlig slet ikke til noget.

»Det kom bag på os, at der ikke kom noget – som i slet ikke,« lyder det torsdag morgen fra vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut Jesper Eriksen, som forklarer, at der manglede noget til at løfte den meget lune luft, så der blev dannet byger.

Onsdag aften havde DMI ellers et varsel for den sydøstlige del af landet, der lød på skybrud og lynnedslag.

Derfor opfordrede vejrtjenesten til, at folk i den del af landet lukkede vinduerne, inden de gik i seng, og eventuelt også slukkede for tv og computere for at beskytte apparaterne mod de ventede lynnedslag.

Torsdag morgen er faren drevet over, og faktisk blev det ventede uvejr slet ikke til noget.

»Hvis du kigger udenfor, vil du ikke kunne se en eneste vandpyt på Sjælland,« siger Jesper Eriksen og fortsætter:

»Så mængden af nedbør bliver et rundt og klingende nul.«

Natten blev dog ikke desto mindre utrolig varm, og luften over Danmark var også meget fugtig.

Faktisk kan DMI melde om, at man flere steder i de kystnære områder nåede kriterierne for en tropenat med over 20 grader.

»Det var meget, meget varmt i nat,« siger Jesper Eriksen og tilføjer, at især områderne omkring Østersøen har haft det lunt.

På både Fyn og i Jylland kom der nedbør i løbet af natten, men det var ikke noget, der lignede de lokale skybrud de egne fik i løbet af onsdagen.