DMI har to nyheder til dig, der elsker sol og sommer.

En god og en dårlig.

Vi tager naturligvis den gode først: Det bliver så flot vejr i weekenden, at de strandhungrende roligt kan finde badebukser, bikini, solhat og solcreme frem.

»Især lørdag ser rigtig flot ud. Vi får masser af solskin og temperaturer på op til 27 grader. Det bliver rigtigt strandvejr,« siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Thyge Rasmussen.

»Lørdag er den sidste officielle sommerdag, og det bliver så sandelig en rigtig sommerdag,« tilføjer han.

Også søndag bliver ifølge DMI's prognoser flot – men ikke alle steder i landet. Og det er introduktionen til den dårlige nyhed.

»Der kommer en front ind over landet vestfra med køligere luft og nedbør,« siger Thyge Rasmussen.

Koldfronten rammer Jylland om formiddagen og bevæger sig østover i løbet af dagen.

Arkivfoto fra Blokhus strand.
Arkivfoto fra Blokhus strand. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Når den rammer Sjælland og Lolland-Falster ud på eftermiddagen, vil den ikke længere give nedbør,« siger DMI's vagthavende meteorolog.

Inden koldfronten rammer, bliver også søndagen flot. Det bliver mellem 23 og 28 grader – varmest mod øst.

Med koldfronten kommer der imidlertid et markant vejrskifte. Allerede søndag falder temperaturen med fem grader til 18-23, når den køligere luft strømmer over landet vestfra. Igen med de varmeste temperaturer i de østlige egne.

Men det er kun begyndelsen.

»I næste uge får temperaturerne et dyk på omkring 10 grader i forhold til weekenden. Det bliver også blæsende,« siger Thyge Rasmussen, som forventer under 20 grader flere dage.

Han har dog også en god nyhed til de danskere, som nyder den varme sensommer.

»Det er for tidligt at aflyse sommeren. Faktisk peger vores langtidsprognose på, at det efter den kommende weekend igen bliver lunere,« siger Thyge Rasmussen.

Afslutningsvis kan vi lige runde vejret torsdag og fredag i denne uge. Torsdag bliver skyet med en del regn og risiko for torden flere steder, mens fredag bliver overvejende tør. Temperaturerne ligger begge dage mellem 23 og 25 grader – og fra sidst på fredag eftermiddag klarer det op med en del solskin, især i de østlige egne.