Ekstremt vejr har mandag ramt det meste af Danmark.

Det centrale og nordvestlige Jylland er ramt af kraftige tordenbyger, men det voldsomme vejr er gået hårdest ud over beboerne i Kalundborg.

Den vestsjællandske by blev mandag eftermiddag ramt af et dobbelt skybrud, fortæller vagthavende ved DMI Bolette Brødsgaard til B.T.:

»De har fået en ordentlig spand vand i Kalundborg, men uvejret er nu heldigvis trukket ud over vandet til Kattegat. Det er dog ikke til at sige på nuværende tidspunkt, hvorvidt det kan vende tilbage de kommende timer,« fortæller hun.

Foto: Byrd/Jokum Tord Larsen.
Foto: Byrd/Jokum Tord Larsen.
Vis mere

Den kraftige nedbør har gjort, at flere huse, kældre og haver i området er blevet oversvømmet. Samtidigt er kloaksystemet på hårdt arbejde og mange veje i og omkring Kalundborg er lige nu fyldt med vand.

DMI melder, at de ved Kalundborg Centralrenseanlæg fangede hele 42 millimeter regn på 30 minutter og dermed tæller uvejret som dobbelt skybrud. Kriteriet for skybrud er 15 millimeter på 30 minutter.

Selvom uvejret for nu har forladt det vestsjællandske, er store dele af landet stadig ramt af kraftigt nedbør. Sydjyllands Politi melder, at den kraftige regn har ramt Fole hårdt og har ført til oversvømmelser i byen.

Hvis du har et tip eller billeder af uvejret, kan du sende det til nihl@bt.dk

Kalundborg blev mandag ramt af et dobbelt skybrud. Foto: Byrd/Jokum Tord Larsen.
Kalundborg blev mandag ramt af et dobbelt skybrud. Foto: Byrd/Jokum Tord Larsen.
Vis mere

»Kraftig regn i Fole har ført til, at blandt andet Stampemøllevej er oversvømmet. Der trænger vand ind i flere huse,« skriver Sydjyllands Politi på Twitter.

Sydjyllands Politi og Beredskabsstyrelsen arbejder lige nu med at få bugt med de massive vandmasser i Fole. Politiet forventer, at vandet falder igen i løbet af de kommende timer. Forsamlingshuset i byen åbnes op for de borgere, der har behov for et sted at være, indtil de kan komme hjem melder Sydjyllands Politi.

Selvom store dele af landet kæmper med uvejret i øjeblikket, er der landsdele, der ser ud til at gå fri af uvejret.

»De eneste steder, der umiddelbart ikke er ramt er København, Nordsjælland og den nordlige del af Vendsyssel,« siger Bolette Brødsgaard.

En oversvømmet have og væltede træer i Røsnæs tæt ved Kalundborg. Foto: Michael Malmberg
En oversvømmet have og væltede træer i Røsnæs tæt ved Kalundborg. Foto: Michael Malmberg
Vis mere