Det kan være en rigtig god idé at huske særligt to ting denne mandag:

En ekstravarm trøje, da det bliver 'rigtig koldt', og ekstra opmærksomhed, da der i hele landet er risiko for rim- og isglatte veje fra morgenstunden.

Sådan lyder det fra den vagthavende meteorolog ved DMI, Mette Wagner.

»Der er nogen steder, hvor det er klaret lidt op i løbet af natten, så det vil i dagens løb være rigtig koldt,« fortæller hun tidligt mandag morgen.

Fra morgenstunden ligger temperaturen mellem tre og fire graders frost og lige over frysepunktet.

Der, hvor man har det lunest, er på Bornholm, hvor man har hele én grads varme...

»Det er ikke de store spænd, men det er noget køligt vejr, vi er stået op til,« siger Mette Wagner.

Det er heller ikke just, fordi det bliver varmere i løbet af dagen:

»Jo, temperaturen stiger langsomt, men vi kan nok kun få temperaturen op mellem to graders frost og tre graders varme. Så det bliver lidt køligt, vil jeg mene.«

Derudover bliver det mest tørt i løbet af dagen, mens man i perioder også vil kunne se solen rundtomkring:

»Men den kommer til at forsvinde igen, og på et tidspunkt vil det nok mere være lidt sløret sol, fordi der kommer en front ind fra vest, som kommer med nogle højereliggende skyer,« forklarer meteorologen.

»Det kan også smådrysse lidt hist og pist, men det er ikke det store.«

Det kolde vejr kommer også til at sætte sine spor på de danske veje fra morgenstunden:

»Der er risiko for nogle rim- og isglatte veje relativt mange steder i landet,« siger Mette Wagner og tilføjer:

»Så man skal lige huske at køre forsigtigt.«

Også på Bornholm, hvor man indtil videre har det varmest, kan der også være risiko for nogle køligere veje, som kan udgøre en risiko.

Hvis vi tager et blik på landets fire største byer, er der ikke de store forskelle at finde, hvorfor de denne mandag kan samles under ét.

Dog skiller én af byerne sig måske lidt ud:

Aalborg, Aarhus, Odense og København:
»Det er faktisk det samme alle steder,« konstaterer Mette Wagner.

Alle byerne har mulighed for i perioder at få lidt sol, og ellers holder vejret sig mest tørt – omend køligt.

Dog kan man få det en anelse køligere i én af dem:

»Temperaturmæssig vil jeg tro, at det er Aalborg, der bliver koldest,« siger meteorologen.