Hvis du planlægger at skulle ud og nyde vejret i weekenden, så skal du ikke vente for længe.

I hvert fald ikke hvis du gerne vil mærke solen på kinderne.

Det fortæller vagtchef hos DMI Jens Lindskjold.

»Langt de fleste står i dag op til den flotte solopgang, jeg sidder og kigger ud på,« siger han.

Jens Lindskjold fortæller, at det bliver en behagelig morgen og formiddag med sol de fleste steder og ingen vind.

»Men fra vest går det ned ad bakke, der trækker skyer ind over landet, som når Sjælland i løbet af eftermiddagen,« fortæller vagtchefen.

Til gengæld vil bornholmerne kunne nyde solens stråler det meste af dagen.

»Jo længere mod øst, desto længere tid beholder vi nogle tynde skyer, som solen kan skinne igennem.«

Men når lørdagens fine vejr er overstået, indvarsler det en periode med mere ustadigt vejr, hvor der ikke er så meget sol og perioder med regn.

»Søndag aften bliver lidt en ruskeaften, så når man skal ud og gå en aftentur med hunden, bliver den måske ikke helt så lang, som den plejer at være.«

Vejret fortsætter med at være ustadigt med periodevis regn, skyer og blæst ind i næste uge, fortæller Jens Lindskjold.

»I midten af næste uge, kan der være noget i gære. Det ser ud som om, det bliver koldere, og det der skal komme ud af skyerne igen kan blive hvidt,« siger vagtchefen.