Det ser ud til, at vi har set det sidste af solens varme stråler.

I hvert fald for nu.

Vejret er nu ved at skifte, og regn og torden står på programmet over hele landet. Fra søndag eftermiddag er der risiko fra kraftig regn og skybrud.

»Der er potentiale for, at vi får ballade med vejret. Meget tyder på, at risikoen er størst i Jylland, Fyn og i den vestlige del af Sjælland. Men tempertaturen vil dog holde sig over 20 grader, selvom vinden vil føles kold,« oplyser vagthavende meterolog Frank Nielsen.

Den vestlige og sydlige del af Jylland vil blive hårdest ramt, hvor DMI ligenu varsler om farligt vejr.

Det er et lavtryk over Nordsøen, der bringer både torden og regn med sig fra søndag og langt ind i næste uge.

»Både mandag og tirsdag vil vi stadigvæk nå de 23-24 grader, men med en del regn og byger. Og fra torsdag bliver det gradvist koldere, hvor vi skal være glade for de 20 grader,« oplyser han og fortsætter:

»Men en lille trøst kan være, at naturen trænger til noget vand.«

Meget tyder på, at der generelt vil falde mellem 15 og 30 mm regn, men flere steder over 50 mm lokalt.

»Der vil faktisk kunne være områder, hvor vi får decideret skybrud i løbet af ugen. Så når vi kommer hen til weekenden, tror jeg, vi har fået nok vand,« siger han med et lille grin.