Har du også oplevet, hvordan naturens kræfter i de her dage har taget over?

På Sydsjælland har en væltet campingvogn og et træ, hvor store grene er flækket, fået en borger til at skrive til TV 2 ØST om et særligt vejrfænomen.

Han mener at have set en tornado i Ornebjerg, der ligger nord for Vordingborg.

Og det er faktisk ikke umuligt, hvis man spørger senior klimatolog hos DMI John Cappelen.

»Det må understreges, at tornadoer i Danmark er et relativt nyt fænomen.«

Men det seneste år har der været flere bekræftede tilfælde af små tornadoer i Danmark.

Det sker på grund af en varmere atmosfære, og dermed også mere energi til at danne de pølser af luft, såkaldte hvirvler, der suges op i en bygesky og bliver til en tornado.

»Sidste år havde vi en i Haderslev og en i Albertslund. De to situationer er blevet undersøgt nærmere, og det er konstateret, at det var små tornadoer,« siger John Cappelen.

Og med det vejr vi ser lige nu, er det altså ikke usandsynligt, at man igen kan opleve en lille tornado, lyder det.

»Der skal være en ustabil atmosfære og en kraftig bygesky, og det oplever vi i dag,« forklarer John Cappelen.

John Cappelen har ikke selv noget data, der kan bevise, at det var en tornado, som borgeren på Sydsjælland har set.

Og det er vigtigt for at kunne være helt sikker. For der er også andre vejrfænomener, der kan gøre stor skade.

»Det kunne også være en skypumpe. Begge er hvirvler der sker under bygeskyen, men de har lidt forskellig dannelsesmåde,« forklarer John Cappelen.

Han kan ikke afvise, at der andre steder i landet er mulighed for at opleve skypumper eller måske endda små tornadoer.

»Det er svært at spå, om det kan ske andre steder, men det kan ikke udelukkes.«

Modsat tornadoerne så er skypumper her i sensommeren ret almindelige og kommer hvert år.

»Det er svært at sige, hvor sådan nogle her opstår. Det kommer an på hvor kraftig bygeskyen er, og om der dannes roterende luft under,« siger senior klimatolog, John Cappelen.