Det kan være en god idé at få nydt det milde efterårsvejr og muligheden for at se solen denne søndag.
For ganske snart ændrer vejret sig, og vi går en »noget mere ustadig periode« i møde.
Sådan lyder meldingen fra den vagthavende meteorolog ved DMI, Klaus Larsen, når han kigger ned over prognoserne for den kommende tids vejr.
Først skal vi dog lige igennem en søndag, der nogle steder særligt østpå begynder skyet og med lidt smådryp.
Omvendt ser det derimod ud vestpå:
»I dag begynder med, at det kun er vestjyderne, der har solen at se. Men der er en opklaring på vej, der breder sig stille og roligt til hele landet,« forklarer Klaus Larsen og tilføjer:
»Det værste regn fra i nat er ved at være overstået. Der kan være lidt smådryp rundt omkring, men det er ikke noget at betydning.«
Hele landet står derfor til at få en opklaring og til at kunne få solen at se – men i løbet af eftermiddagen begynder det at blæse lidt op, hvilket får det til at føles en anelse køligere, end det i virkeligheden er:
»Vi får en let til frisk vind, og ude ved kysterne får vi op til en hård vind. Så selvom det stadig er lidt lunt med de her op til 14 grader, så vil vinden lige tage toppen af fornøjelsen,« siger meteorologen.
Det bringer os frem til natten til mandag – og der begynder vejret at ændre sig:
»Der ligger nogle lavtryk og kører rundt ude over Nordsøen, og fra i nat vil de sende en front ind over os med flere skyer og regn. Det er starten til en noget mere ustadig periode, end vi har haft på det seneste,« fortæller Klaus Larsen.
Når vi kommer længere hen på ugen, ser det ud til, at luftstrømningen bliver presset lidt mod nord:
»Det betyder, at vi får noget koldere luft ned til os. Dagstemperaturen bliver derfor typisk omkring ti grader, og om natten får vi temperaturer, der nærmer sig frysepunktet,« siger meteorologen:
»Det kan ikke helt udelukkes, at vi får noget nattefrost i løbet af ugen.«
Dagens vejr kommer ikke til at byde på de helt store forskelle mellem landets fire største byer:
Aalborg
Vejret begynder skyet for alle byerne, men det begynder at klare op i Aalborg som den første.
Temperaturmæssigt vil man her kunne få omkring 12 grader.
Aarhus
Det er dog ikke fordi, man skal vente alt for længe på opklaringen i Aarhus.
»Man skal nok lidt op ad formiddagen, før man får solen at se,« forklarer Klaus Larsen.
Temperaturen kommer til at blive op til 13 grader.
Odense
Ligesom i Aarhus kommer opklaringen i løbet af formiddagen også til Odense.
»Man får nok lige en grad mere i Odense, end man gør i Aalborg,« forklarer meteorologen.
København
Som perler på en snor kommer opklaringen også til København i løbet af formiddagen og giver kig til solen.
Samtidig er det også i hovedstaden, at man kan få det varmest af de fire største byer.
Der kan nemlig blive op til 14 grader.




