»Lad os gøre det. Hvad vil du vide?,« lyder det fra Alec Baldwin.

Den 63-årige Hollywood-skuespiller og hans hustru Hilaria Baldwin, der for tiden opholder sig i byen Manchester i den amerikanske stat Vermont, valgte i weekenden at træde ud af skyggerne og tale med de mange hungrende paparazzier.

Det skriver underholdningsmediet TMZ.

Fotografer og journalister har nemlig fulgt parret rundt siden dødsulykken 22. oktober, hvor Alec Baldwin ved en fejl skød og dræbte den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins med en rekvisitpistol under indspilningen af filmen 'Rust'.

Men i denne weekend fik Baldwin-parret nok og besluttede sig for at svare på spørgsmål.

»Jeg må ikke komme med nogle udtalelser om sagen, da der er en efterforskning i gang,« understreger Alec Baldwin flere gange.

I interviewet fortæller han dog om sin relation til filmfotografen Halyna Hutchins.

»Hun var min ven,« siger han og fortsætter:

»Den dag jeg ankom til Santa Fe, tog jeg hende med ud at spise med instruktøren Joel (Souza, red.).«

Efter filmfotografens tragiske død har Alec Baldwin mødt hendes mand og søn:

»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive mødet. De var rystede …« fortæller han til journalisterne, før han bliver afbrudt af sin hustru.

Her er det tydeligt, at ægteparret ikke enige om, hvordan de skal svare på journalisternes spørgsmål, men Alec Baldwin beslutter sig for at fortsætte.

»Vi venter på, hvad efterforskningsafdelingen kommer frem til.«

Under interviewet fortæller Alec Baldwin også, at han for fremtiden vil gøre opmærksom på brugen af våben under indspilning af film.

Til sidst i interviewet bliver ægteparret trætte af at svare på spørgsmål og slutter interviewet af med en opfordring til paparazziene:

»Mine børn græder i bilen,« starter Alec Baldwin.

»Fordi I følger efter os,« afbryder hustruen.

»Lad os være i fred,« bliver de sidste ord.