Når politiet udsender efterlysninger, er det ofte for at finde en gerningsmand til en forbrydelse.

Men sådan er det ikke denne morgen. Der har Syd- og Sønderjyllands Politiet allerede fat den formodede gerningsmand – men man leder efter offeret.

Det fortæller vagtchef Søren Strægaard tidligt søndag morgen.

I de sene nattetimer – helt præcist klokken 03.28 – rykkede betjente ud til værtshuset King George i Esbjerg, da man havde fået en anmeldelse om vold.

»Der var rigtig meget gang i den, da vi kom derned, så vi bad den forurettede om lige at vente ude foran, til vi lige var færdige med at anholde gerningsmanden,« forklarer vagtchefen og tilføjer:

»Da vi kommer ud, så er han væk.«

Politiet har derfor den formodede gerningsmand i sin varetægt. Men ikke offeret, som skulle være blevet slået to gange.

Fordi der var 'gang i den' på stedet, da politiet ankom, nåede de ikke at få offerets navn, før han forsvandt.

Derfor har man blandt andet efterlyst ham på Twitter:

»Vi mangler kontakt til den mand, som blev udsat for volden. Var det dig, så ring 1-1-4,« lyder det i tweetet.

Politiet har anholdt en 29-årig mand i sagen.

Politiets jurister skal nu vurdere, hvad der skal ske med ham.