Hvid eller grå jul? Tja … Det er lige nu fifty-fifty.
På en grå og trist fredag, som vejrmæssigt ikke byder på opmuntringer af nogen art, er det nærliggende at kigge frem på den kommende uge.
En uge til juleaften, og så melder spørgsmålet sig naturligvis:
Hvordan bliver vejret 24. december? Får vi hvid jul?
I år har DMI faktisk ikke på forhånd noget entydigt svar på det spørgsmål.
Det er nemlig ikke kun de daglige smittetal og eventuelt nye coronarestriktioner, der øger spændingende frem mod jul.
Det gør julevejret også.
»Det er spændende at se, hvad der sker. Lige nu sidder vi helt ude på stolekantene herude og følger med i udviklingen.«
Sådan siger vagthavende meteorolog hos DMI, Jens Lindskjold, på dagen, hvor der er præcis syv dage til vi igen sidder bænket om and og flæskesteg.
Og kan vi så kigge ud på et snedækket landskab, mens vi danser om træet?
Ja, det vil han faktisk slet ikke afvise på nuværende tidspunkt. Selvom han understreger, at en uge i vejrmæssig forstand er langt ude i fremtiden, og at det derfor endnu er usikkert om og hvor, der i givet fald kommer julesne.
»Det er sikkert, at det bliver koldere i næste uge, og der er også signaler på nedbør. Det springende punkt er så, om det falder som regn eller sne, og det er også for tidligt at sige, om det er den ene eller anden landsdel, der har chance for sne,« siger han og tilføjer, at vejret uden tvivl vil føles mere vinterligt.
»Sidst i perioden (slutningen af næste uge, red.) ligner det, at vi får temperaturer omkring frysepunktet om dagen og udbredt nattefrost.«
Men inden vi går helt amok i bjældeklang og glade jul, skal vi lige have overstået en lun og skyet fredag.
Bortset fra Nordjylland lover meteorologen nemlig en skyet og diset dag til stort set hele landet.
»Mange steder i Jylland er det bare gråt i dag, og skyerne breder sig til Fyn og Sjælland i løbet af dagen,« siger han.
Det betyder også risiko for tåge og dårlig sigtbarhed, advarer han.
»Der er to ting i det: På det østlige Sjælland har det været klart hele natten, så her er der risiko for rimglatte veje i morgentimerne. I det midt- og vestjyske er der stedvis tåge, og det kan give problemer på vejene med nedsat sigtbarhed.«
Aalborg
Af landets fire største byer er det Aalborg, der har udsigt til det pæneste vejr.
»Aalborg ligger lige på grænsen, men mit bedste bud er, at aalborgenserne får en solskinsdag med temperaturer, som allerede fra morgenstunden kommer til at ligge på seks til syv grader.«
Aarhus og Odense
I både den jyske og den fynske hovedstad er der ikke den store forskel på fredagens vejr. Jens Lindskjold varsler skyet og gråt vejr, og – som dagen går – også risiko for nedsat sigtbarhed. Det bliver ganske lunt. Mellem otte til ni grader.
København
I København begynder fredagen »ganske flot med en pæn solopgang,« men det er en stakket frist.
»Omkring middagstid går det ned ad bakke, og så kommer der også skyer og måske også tåge der,« siger den vagthavende meteorolog.
Weekenden bliver også mild og rimelig skyet, så det er altså flere grunde til at glæde sig til jul.
Her på B.T. følger vi i hvert fald julevejret tæt den kommende uge.



