Hvis du drømmer om at kigge ud på et snedækket landskab juleaften, er alt håb ikke helt ude.

Lige nu er vintervejret i den milde ende, men det ser kun ud til at være kortvarigt, oplyser DMI.

Allerede fra næste uge vender det vinterlige vejr tilbage med koldere luft, og dermed peger de seneste prognoser på en ret kold jul med nattefrost og dagstemperaturer, der ligger lige omkring frysepunktet.

Og skal du så regne med et Danmark klædt i hvidt juleaften?

Ifølge DMI er sandsynligheden for en landsdækkende hvid jul lille, men lokalt kan der måske komme lidt sne eller vinterlige byger i løbet af julen.

Op til jul kan et mindre lavtryk måske bevæge sig ned over Østersøen, hvilket kan give lidt sne eller vinterlige byger over især de østlige egne. Dog er detaljerne endnu meget usikre, oplyser DMI.

Dagtemperaturen forventes at ligge mellem to graders frost og tre graders varme og om natten oftest ned mellem frysepunktet og otte graders frost.

Ifølge DMI ser ugen samlet set ud til at ende med temperaturer noget - eller måske en del - under normalen. Mængden af nedbør forventes at holde sig en del eller meget under det normale for årstiden.