Hvis du for nyligt har købt ind til hotdog eller burger, kan der være god grund til lige at tjekke brødet.

Et parti af både burgerboller og hotdogbrød er netop blevet tilbagekaldt.

Mette Munk, som er virksomheden, der tilbagekalder produktet, oplyser i en pressemeddelse, at produkterne tilbagekaldes, da de har konstateret, at der er risiko for mug i produkterne, hvilket gør det uegnet som fødevare.

Der er tale om COOP Hamburger Fuldkornsboller XL med en nettovægt på 320 gram, en bedst før dato på 24 01 2022 og EAN-stregkode nr. 7340011474708.

Hotdogbrødene er COOP Hotdogbrød med en nettovægt på 375 gram, en bedst før dato på 24 02 2022 og EAN-stregkode nr. 7340011447900

Produkterne er solgt i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Fakta og Coop 365 i hele landet og via Coop.dk/mad.

Produktet er produceret af ARYZTA Polska Sp. Z o.o., Polen

Mette Munk råder til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller kassere det.