Torsdag er »dagen derpå« rent vejrmæssigt.

Vi har lagt gårsdagens kraftige regnvejr bag os, men der er alligevel ikke meget at råbe hurra for i dagens udsigt fra DMI.

»Regnen er nogenlunde slut, og det bliver ikke til de store regnmængder i dag, men det bliver ikke godt vejr,« siger vagthavende meteorolog fra Danmarks Meteorologiske Institut, Frank Nielsen.

Han lover en fugtig og diset morgen, som bliver efterfulgt af en overskyet dag med byger af og til.

»Vi får parkeret et lavtryk over Midtjylland, som efterhånden bevæger sig mod øst. Det bliver generelt en skyet dag med spredte byger rundt omkring,« siger han og tilføjer:

»Måske er de heldige i den sydlige del af landet og får et kig til solen, men det bliver ikke meget.«

Vinden bliver »lidt en rodebutik.« Den kommer fra vest ved Østersøen, fra øst i Nordjylland, og midt i landet bliver det mere roligt.

I løbet af dagen blæser det dog op – først i det jyske. I Nordjylland kommer der op til hård vind fra nordøst.

Selvom Frank Nielsen kalder vejret i løbet af eftermiddagen for »ikke så tosset« – altså lige bortset fra skyerne – så understreger han, at bygerne vender tilbage i løbet af aften- og nattetimerne.

Her er det især Østjylland, Sjælland og Fyn, der må holde for.

Ellers er det ikke de store regionale forskelle, der bliver tale om.

Aalborg
Af de fire største byer er det dog særligt Aalborg, der står for skud.

»Aalborg vil være udsat for regn. Det værste er overstået, men det bliver en våd omgang,« siger Frank Nielsen.

København, Aarhus og Odense
De tre andre storbyer kommer – med Frank Nielsens ord – »til at ligne hinanden lidt« vejrmæssigt.

»Her kommer der ikke meget regn, men lidt småbyger,« siger han og tilføjer, at det særligt bliver i nattetimerne, nedbøren viser sig.

»Bygerne driver hen over Østjylland og rammer både Aarhus og Odense i løbet af dagen, men ikke København i første omgang.«

Temperaturerne bliver begrænsede. Mellem 14 grader i Vendsyssel til 18 og 19 grader sydpå.

»Det går i køligere retning, og det bliver ikke særligt sjovt vejr de næste dage, siger meteorologen, som slutter:

»Når vi er kommet gennem de næste to til tre dage vil vi nok være taknemmelige, bare det holder tørt,« siger Frank Nielsen.