Grå og trist plejer at rime på november, men tirsdag bliver det faktisk lidt svært at bevare pessimismen.

Vi har nemlig udsigt til »en generel fin dag,« med nogen eller en del sol.

»Det bliver ikke skyfrit fra morgen til aften, men det holder stort set tørt.«

Det siger vagthavende meteorolog hos DMI, Jesper Eriksen, som dog også forudser enkelte byger i den sydvestlige del af landet.

Han kan heller ikke love, at det bliver fuldstændigt skyfrit, men understreger, at indtrykket af tirsdagen vil være ganske pænt.

I de sydvestlige dele af landet, hvor der kommer byger, kan der også komme enkelte skyer i løbet af dagen, mens der mod nord og øst i perioder kan blive gråt, forklarer han.

Temperaturerne kommer til at ligge mellem syv til ti grader, og vinden »gør ikke væsen af sig.«

»Nordjyderne skal dog være opmærksom på risiko for lokale rimglatte veje i morgentimerne,« tilføjer Jesper Eriksen.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Henning Bagger
Vis mere

København, Aarhus, Odense og Aalborg
På dette sted kaster vi som regel et hurtigt blik på vejret i de fire største byer, men meteorologen understreger, at der tirsdag ikke bliver de store variationer fra by til by.

»De fire byer får stort set samme vejrtype. Stort set tørt, men også perioder med skyer,« siger Jesper Eriksen.

Hvis vi kigger et par dage frem, øjner han dog noget spændende i løbet af ugen.

Torsdag får vi nemlig en koldfront ned over landet, som har taget turen helt fra Nordøstgrønland med kulde og mere vinterligt vejr.

Det giver både »stedvis let nattefrost,« risiko for glatte veje og generelt et mere vinterligt islæt.

»Vi lover regn og sludbyger torsdag, men vi kan ikke afvise, at der lokalt kan komme snebyger,« siger han og tilføjer:

»Det bliver ikke kælkevejr, men vi får en snert af vinter.«

Andre læser også