Hvis du fandt et godt spot i solen i går, så kan du rolig lede efter et igen i dag. For vejret bliver endnu bedre.

Den står nemlig på høj sol og endnu flere varmegrader.

»Det ser ud til at komme en del sol hele dagen. Det varer hele aftenen og natten igen,« siger Anja Bodholdt, der er vagthavende ved DMI.

Temperaturen kommer til at ligge på 18 til 23 grader, og så er der lidt mere vind end i går. Så en fin dag, hvor man sagtens kan tage en tur på stranden, købe en is med god samvittighed og måske solbade lidt.

Enkelte steder i landet kommer dog ikke til at opleve helt så solrig en dag. Det gælder særlig de vestlige egne.

På Vestsjælland, Vestfyn og i Sønderjylland kommer der nemlig nogen flere skyer.

»En enkelt byge kan jeg heller ikke udelukke, men det gælder kun det jyske, vil jeg tro,« siger Anja Bodholdt

Fredag ser umiddelbart også rigtig fin ud også. Lige indtil det bliver aften, så det er med at nyde det gode vejr i dag.

»Der begynder der at komme ugler i mosen. Hen mod aftenen og natten trækker det op, og så er det slut med det solrige vejr,« siger Anja Bodholdt.