Først bliver det skidt. Så bliver det rigtig godt, men så bliver det altså ret skidt igen.

Vi er gået ind i en uge med lidt af det hele rent vejrmæssigt.

For efter en tirsdag med gråt, skyet og regnfuldt vejr, kan vi glæde os over en onsdag med lune temperaturer og flot solskin.

»Det bliver ikke skyfrit fra morgen til aften, men solen vil dominere på samme måde, som det i dag (tirsdag, red.) er skyerne, der vil være fremherskende.«

Det fortæller vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Jesper Eriksen, tirsdag morgen, hvor han kigger frem mod tre dage med meget forskellige vejrtyper.

Onsdag lover meteorologen sågar op til 20 grader.

Det varme og solrige efterårsvejr bliver dog et kort intermezzo, inden torsdagen melder sig med regn, blæst og måske storm.

»Torsdag bliver det særdeles vådt først på dagen. Senere klarer det op,« siger Jesper Eriksen.

DMI taler om både stormende kuling, vindstød af stormstyrke og måske endda orkanstyrke, men den vagthavende meteorolog understreger, at det stadig er for tidligt at sige præcist, hvor blæsende torsdagsdøgnet bliver.

»Man skal holde øje med vejrudsigterne, når vi nærmere os torsdag. For det er nu, havemøblerne skal sættes ind, og trampolinerne bindes fast,« siger han.

Inden vi kommer så langt, skal vi lige have overstået en lidt grå og halvtrist tirsdag med skyer og byger.

»Der kommer perioder med regn. Det bliver ikke heldagsregn, men der kommer kortere perioder med byger,« siger Jesper Eriksen, som forventer, at nedbøren begrænser sig til mellem en og fem millimeter.

Der bliver heller ikke de store regionale forskelle på vejret denne tirsdag.

»Det er hele landet, der har risiko for regn. Øst for Storebælt kommer bygerne først i løbet af eftermiddagen, men allerede nu regner det i Jylland.«

»Solen kommer ikke til at skinne i dag. Der kommer regn til alle, men det klarer først op i Jylland,« siger Jesper Eriksen.

Aalborg
Dagen begynder grå og skyet, men ifølge DMIs regionale prognose skulle solen kigge frem midt på eftermiddagen. Temperaturerne topper med 15 grader.

Aarhus
En grå og skyet dag fra morgen til aften. Der er ikke udsigt til sol til aarhusianerne tirsdag, men temperaturerne kravler alligevel op på 15 grader.

Odense
Den fynske hovedstad får en både grå og våd dag. Faktisk er der ikke så meget som en lille sol på DMIs grafik for Odense tirsdag. Regnen forventes at begynde ved titiden, og den holder først op igen efter klokken 17.

København
Også en yderst grå dag til københavnerne og sølle 13 grader.

Så med andre ord:

Satser du på at drikke kaffe på terrassen eller løbe en tur, er det onsdag du skal satse på.

Ellers er det frem med regntøjet.