Hvis du pludselig har fået en fornemmelse af, at det snart er tid til både huer og handsker, er det ikke så mærkeligt.

Temperaturerne er nemlig faldet, og vinden gør også sit til, at indtrykket af efterår melder sig.

Det bliver der ikke lavet meget om på mandag, melder Danmarks Meteorologiske Institut.

»Det bliver en ret kølig dag med mellem 12 og 15 grader,« siger vagthavende meteorolog hos DMI, Martin Lindberg, om mandagens vejr.

Men måske er det slet ikke så slemt, som det måske umiddelbart kunne lyde:

Han lover nemlig også både »lidt eller nogen sol« og mest tørt vejr.

»Især de østlige egne får de bedste chancer for sol. Derudover kan der komme lette lokale byger, nok mest i Nord- og Østjylland og på Bornholm,« forklarer han.

Vinden bliver svag til jævn fra øst og nordøst. Ved Østersøen og Bornholm op til frisk vind.

Martin Lindberg understreger dog, at vinden aftager lidt i løbet af dagen.

Så der bliver visse forskelle på det vejrmæssige danmarkskort mandag.

Aalborg og Aarhus
Det bliver som sagt den nordlige og østlige del af Jylland, der er mest udsat for byger mandag. Det betyder også, at både aalborgenserne og aarhusianerne må regne med et dryp fra oven i løbet af dagen. Martin Lindberg trøster dog med, at der bliver tale om »små lette byger.«

»Luften strømmer fra øst og nordøst, så der kommer lidt ekstra fugt til her,« siger meteorologen.

I Aalborg må man nøjes med 13 grader, mens temperaturerne sniger sig en enkelt grad højere i Aarhus.

Odense og København
Østpå regner DMI med, at det holder tørt. Altså lige bortset fra Bornholm. Temperaturerne bliver dog ikke prangende: Omkring de 14 i Odense og 14 til 15 i København.

Tirsdag får vi efterslæbet af et lavtryk ind over landet, som heldigvis ikke giver de store mængder nedbør, lover Martin Lindberg.

Også her får de østlige egne tørt og lidt sol, mens der ellers er udsigt til en overskyet dag mod nordvest.

»Vi får ikke det store skift i vind og temperaturer,« siger han.

Ugens positive vejrnyhed kommer onsdag, som tegner til at blive en rigtig fin dag.

»Det bliver en rigtig varm dag, hvor solen kigger frem og vi får 15 til 20 grader.«