Det er rigtig varmt i Sydeuropa i disse dage.
Hedebølger er skyllet ind over Spanien, Italien, Kroatien og Grækenland, hvor der flere steder er over 40 grader.
Og hvis man spørger TV 2's meteorolog, Andreas Nyholm, er de høje temperaturer den nye normal i Sydeuropa.
»Det er et godt spørgsmål, om man har lyst til at tage til Kreta om 30 år. Det bliver mere og mere ubehageligt år for år,« siger han til sit eget medie.
Han peger på den globale opvarmning som synderen.
Til DR siger Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer og leder af Syddansk Universitets klimacenter, at det, når temperaturerne allerede så relativt tidligt er så høje, kan blive endnu varmere.
»Jeg forventer en markant varmere sommer i år end i de forgangne to år,« siger Sebastian Mernild.
Ifølge The Guardian har Spaniens sundhedsministerium udsendt varsel om høje temperaturer for store dele af landet.
»Når det gælder varmen: Beskyt dig selv, få væske, forfrisk dig, og tag dig af mere sårbare mennesker,« lyder rådene.
I Grækenland er det ikke årets første hedebølge. Den ramte allerede i juni, der blev målt til den varmeste nogensinde i landet.
De høje temperaturer øger også risikoen for skovbrande, som både Grækenland og Frankrig har været ramt af. Torsdag advarede Udenrigsministeriet danskere i netop Frankrig.
Temperaturerne betyder også, at der flere steder opleves vandmangel. Blandt i Grækenland og i flere byer på Mallorca.