Det vejrskifte, der er på vej, kan bringe en meget våd overraskelse med sig mange steder i landet.

DMI har søndag formiddag udsendt et risikovarsel om skybrud for store dele af landet.

Det gælder for Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster, Fyn, København og Nordsjælland, Sydjylland, Midt- og Vestjylland.

I den vestlige del af landet er der risiko for skybrud fra søndag aften klokken 18 til klokken et natten til mandag, mens det mod øst først er mellem klokken 21 og klokken tre natten til mandag, at der er et risikovarsel.

Lokalt kan der falde mellem 15 og 25 millimeter nedbør på 30 minutter.

De eneste, der med sikkerhed ser ud til at slippe for den voldsomme nedbør, er tilsyneladende Nordjylland, Sønderjylland og Bornholm.

Vagthavende meteorolog hos DMI, Mette Zhang, understreger, at der lige nu er tale om en såkaldt risikomelding.

»En risikomelding er et heads up om, at der kan være noget på vej, mens vi er mere sikre, når der er tale om et egentligt varsel,« forklarer hun.

Dermed siger hun også, at det endnu ikke er sikkert, at skybruddet overhovedet bliver til noget.

Lige nu er meteorologerne på DMI særlige opmærksomme på et lavtryk over De Britiske Øer, som er på vej ind over Danmark med kraftige byger og tordenbrag.

»Vi kan ikke se lavtrykket på vores vejrkort endnu, men efterhånden som det nærmer sig, vil det vise sig, om det har potentiale til at blive til skybrud. Det er noget, vi sidder og holder øje med lige nu,« tilføjer hun.

Derfor kan meldingen også ændre sig i løbet af eftermiddagen til et egentligt varsel, ligesom det også kan blive fjernet helt igen.

Sikkert er det dog, at der kommer vand i det meste af landet i aftentimerne.

B.T. holder naturligvis øje med vejrsituationen, men du kan også følge prognoserne hos DMI.