De kommende dage kan ganske kort opsummeres som værende regnfulde, blæsende og grå.

Men men men. Hen over weekenden sker der ifølge Danmarks Meteorologiske Institut »nogle spændende ting.«

Der presser der sig nemlig noget varme – med tilhørende solskin – på, forklarer den vagthavende meteorolog, Frank Nielsen.

Før vi kommer derhen, skal vi dog først lige have overstået en sjaskvåd onsdag.

Et lavtryk har parkeret sig centralt hen over landet ved Midtjylland, hvor man i det område i øjeblikket har knapt så meget vind, knapt så mange skyer og knapt så meget regn, som der er i områderne omkring lavtrykket.

Både nord for lavtrykket, ved Vendsyssel, og særligt syd for lavtrykket – ved Sønderjylland, Fyn og i midten af Sjælland – er der fra morgenstunden rigtig mange skyer og byger.

»Det vil nok være en bygevejrsdag de steder,« forklarer Frank Nielsen.

Samtidig blæser det i de områder rigtig meget, og samlet set kan vi stå til at få mellem fem og ti millimeter regn.

»Det er træls at gå rundt i, men det er godt for jorden,« siger meteorologen.

Lavtrykket vil i løbet af dagen bevæge sig mod øst, og også de kommende dage vil det sætte dagsordenen, hvor det vil placere os i en køligere luft med byger.

»Vi får ikke så meget sol og køligere nætter til og med fredag,« siger Frank Nielsen, før han tilføjer:

»Men der sker nogle spændende ting hen over weekenden. Der presser varme på.«

Det skyldes et lavtryk, der ligger ude over Atlanterhavet, som skubber noget varme i vores retning.

Det vil i første omgang komme til udtryk om lørdagen, hvor vejret ifølge Frank Nielsen starter »ganske pænt«, før der kommer skyer ind over landet.

I løbet af aftenen lørdag og natten til søndag kommer der efterfølgende et ret kraftigt regnvejr ind over os, hvilket især vil kunne gå ud over Nord- og Vestjylland.

»Når det så er ved at passere søndag morgen og formiddag, så klarer det op fra syd og sydøst, og i de egne kan vi faktisk nå op at ringe på de 20 graders varme,« forklarer Frank Nielsen.

I den nordlige del af landet vil det nok stadig være lidt mere skyet og vådt, så der vil temperaturen nærmere ende mellem 12 og 15 grader.

»Jeg tror, der kommer gang i terrasserne i den sydøstlige del af Danmark søndag eftermiddag,« spår meteorologen.

»Vi får lige sådan et varmepust op der, som vi også kan få glæde af i begyndelsen af næste uge. Det er ikke noget, der er rigtig stabilt og blivende, men det er en stor kontrast til det, vi har nu,« forklarer han.

Kontrasten kan blandt andet ses, når man måler temperaturen i halvanden kilometers højde:

»Der stiger den faktisk med 15 grader lige pludseligt, og det får vi så at mærke hos os. Og hvis solen kommer bare lidt igennem, så brager temperaturen opad,« siger han.

»Så vi får noget vand til haver og marker i denne uge, og i næste kommer der så godt gang i ukrudtet,« tilføjer han med et grin.