Vi kan lige så godt komme til sagen og få de lidt triste fakta på bordet.
»Det bliver meget efterårsagtigt, og det bliver meget gråt i gråt i dag med regn,« siger vagthavende hos DMI, Thor Hartz.
Ifølge meteorologen vil der kun være et eneste stede i Danmark, der kan få en lille smule sol i løbet af tirsdagen: Bornholm.
Derudover ligner det meget mere af det samme grå og våde vejr i resten af landet.
»Der ligger nogle regnsvejrsområder over den nordvestlige del af landet, der efterhånden breder sig over resten af landet. Der bliver også ret diset,« siger Thor Hartz fra DMI og tilføjer om de regionale forskelle i forhold til mængden af dråber fra oven:
»Der vil falde mest i Nordvestjylland, hvor det vil regne i store perioder af dagen, mens det i resten af landet bare vil være lidt rundt omkring og i kortere perioder.«
Dermed kommer det til at regne en del mere end mandag, og også på samme måde bliver der i dag skruet op til en ret blæsende dag. En jævn til hård vind vil ramme landet fra syd og sydvest – på Vestkysten vil det endda kunne blive kuling.
Altså igen: Efterårsagtigt.
»Det eneste, der ikke er helt normalt for årstiden, er, at det bliver ret mildt. Temperaturmæssigt kommer vi til at ligge på 10-13 grader, og i nat kommer det endda ikke til at ligge meget lavere end det. Det er en særdeles mild nat for årstiden,« siger DMI-vagthavende Thor Hartz.
Vejret fortsætter i øvrigt i samme spor de kommende dage, hvor der først på torsdag kan være lidt opklaring på vej med plads til solen.
Her følger en oversigt over vejret i de fire store byer:
København og Odense
Thor Hartz: »Skyet, selvfølgelig. I København vil der først på dagen kun være lidt småregn, men ud på eftermiddagen kan der komme lidt mere, og i Odense er det stort set det samme. Der er ikke rigtigt nogle forskelle.«
Temperaturerne siger 9-11 grader med jævn til hård vind.
Aarhus og Aalborg
Thor Hartz: »Også Aarhus og Aalborg minder om hinanden. Der kommer regn i store perioder af dagen, mens eneste forskel er, at der kommer lidt mere regn i Aalborg.«
Temperaturerne vil ramme 9-13 grader. Jævn til hård vind.




