Find bare hue, vanter og halstørklæde frem i denne weekend.
For det bliver koldt. Rigtig koldt.
Lørdag er danskerne nemlig vågnet op til temperaturer under frysepunktet, og ifølge Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), kommer det til at fortsætte de kommende dage:
»Vi har nogle svage vinde, der skal ind over landet her i løbet af weekenden, og det skaber det kolde vejr, vi ser lige nu, hvor vi har frostgrader flere steder. Det er vist kun i Vestjylland, at vi måske kan snige os op over frysepunktet.«
Weekenden er ligeledes startet ud med flot solskinsvejr flere steder, men ifølge DMI skal danskerne nyde de små solstrejf, så længe de kan.
For der er udsigt til, at sneglade danskere bliver glædeligt overraskede.
»Der kommer nogle skyer ind over Danmark fra nordvest, og det betyder, at der kan komme snedrys flere steder. Særligt i Jylland kan der komme et par centimeter sne, der bliver liggende på grund af de kolde temperaturer,« siger Klaus Larsen til B.T.
Natten til lørdag blev der desuden målt temperaturer helt ned til minus 10 grader – blandt andet tæt ved Horsens – og danskerne skal da også indstille sig på endnu en kold nat, inden søndagens vejr banker på.
»Vi kommer til at få mere kulde, og derfor skal danskerne være ekstra opmærksomme på sneglatte veje,« siger Klaus Larsen.
Ifølge ham bliver søndag dog tæt på en tro kopi af lørdag rent vejrmæssigt:
»Vi vil stadig ligge omkring frysepunktet med lidt flere skyer, der kommer med mere tøsne og slud. Samtidig vil en mere vestlig vind passere landet.«
Samme tema gør sig gældende i starten af næste uge. Her vil det fortsat være små snedrys og kolde temperaturer, der dominerer vejrfronten.