En amerikansk politichef er endt i et massivt stormvejr på de sociale medier de seneste dage.

For efter angiveligt at have haft ikke blot én, men hele to affærer ved siden af sit ægteskab er 41-årige Jason Collier, der er chef for Stinnett Police Department i Texas, blevet afsløret i sit utroskab.

Det skriver det amerikanske medie New York Post.

Jason Colliers påståede utroskab er blevet delt vidt og bredt på de sociale medier, efter en amerikansk kvinde ved navn Cecily Steinmetz røg til tasterne og skrev et Facebook-opslag.

Ifølge mediet blev hun nemlig rasende på politichefen, som hun tilsyneladende var i et seriøst forhold med, da hun så et andet Facebook-opslag, han havde skrevet, da han fejrede bryllupsdag med sin kone, Opal Collier.

Det fik Cecily Steinmetz til at fortælle om hele sagen, og hvordan hun følte sig bedraget af politichefen.

'Jason Collier lever et dobbelt- eller trippelliv. Jeg var hans kæreste indtil i går,' indleder hun opslaget på Facebook, som i skrivende stund er blevet delt mere end 40.000 gange.

I opslaget har Cecily Steinmetz da også i ren og skær hævntørst delt private billeder fra det nu tidligere kærestepars romantiske stunder sammen.

'Han løj for mig og viste mig falske skilsmissepapirer, da jeg fandt ud af, at han var gift,' skriver hun videre.

Mens opslaget efterfølgende er gået viralt, har sagen taget en ny drejning. For i kommentarsporet har en anden kvinde ved navn Kristi Shaffer desuden fortalt, at hun også var kæreste med Coller, og at hun så sent som i december blev forlovet med den gifte politichef.

Siden Steinmetz' opslag har Jason Collier slettet sin Facebook-profil, og hverken han eller hustruen har kommenteret beskyldningerne om utroskab.

Efter politichefen er blevet lagt for had af lokale borgere, har Stinnett Police Department udsendt en officiel meddelelse, hvori de skriver, at politichefen er fritaget fra tjeneste, så længe sagen om utroskab står på.