Huse falder fra hinanden, og ejendele forsvinder for evigt i det mudderbrune vand. Bilerne er stort set gemt i vandmasserne.

Ødelæggelserne i Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland er massive, og ikke noget man selv har lyst til at opleve. Men vil det egentlig kunne lade sig gøre i Danmark?

Ifølge DMIs vagthavende, Mette Zhang, kan man ikke vide sig for sikker i den danske sommeridyl, selvom solvejret lige nu får en til at tænke på alt andet end oversvømmelser.

»Det er også en risiko, vi lever med,« lyder det fra Mette Zhang.

Én ting adskiller os dog fra de fire lande med oversvømmelser. Danmark er nemlig et noget mere fladt land, og det kan være en fordel, hvis et flerdages skybrud skulle komme.

»I det her land har vi den fordel, at vi ikke har så kuperet et terræn som Tyskland og Belgien. Det bidrager jo til at gøre det endnu værre.«

For al vandet på toppen af bjergene løber ned og samler sig i byerne og dalene. Og det giver problemer, hvis der ikke er plads til mere i vandløbene eller åerne.

tip os
Er du ramt af oversvømmelserne, så hører B.T. meget gerne fra dig

»Vandet samles, hvor det er lavest, og kan det ikke komme væk, kommer der oversvømmelse,« siger Mette Zhang.

Skulle så kraftig regn ramme Danmark, er det dog ikke sikkert, det vil se ud på helt samme måde, som i for eksempel Tyskland. Og vi har faktisk allerede haft det i Danmark, og der så det lidt anderledes ud.

Det er ikke mere end en uge siden, vi så en version af den kraftige regn på Fyn, som gav store problemer for mange fynboer. Her var det især Kerteminde, der oplevede oversvømmelser.

»Der var godt oversvømmet, og biler gik i vand til midten, så det kan sagtens ske i Danmark,« siger Mette Zhang.

Og måske nogle også kan huske det voldsomme skybrud over København for ti år siden.

»Det var et ekstremt skybrud, der kostede flere milliarder for forsikringsselskaberne. Så det kan ske hvor som helst. I Danmark er der umiddelbart ikke nogle steder, der er i større risiko end andre. Det er nogenlunde jævnt fordelt.«

Brandmænd søger i de ødelagte områder efter savnede.
Brandmænd søger i de ødelagte områder efter savnede. FRIEDEMANN VOGEL

Ifølge Mette Zhang er der størst risiko for tyske tilstande om sommeren, for her er atmosfærerne varmere.

»Det er et typisk sommerfænomen, og jo varmere der er, jo mere vand og damp kan der være i luften,« siger Mette Zhang.

Derfor holder Mette Zhang og de andre inde ved DMI også nøje øje med, om kraftig regn er på vej, så de kan melde det ud til danskerne.

»Vi holder løbende øje med risikoen, så vi kan komme med en varsel, så folk kan være opmærksomme på deres kældre.«

Indtil nu er der dog ikke kraftig regn i sigte, men kigger man på månedsprognosen, kan det måske godt være.

»Der kommer perioder, som vi har set indtil nu, hvor der er varme og sol, og så perioder med lavtryk og fronter ind imellem. Så det kan ikke udelukkes, at kraftig regn kommer til Danmark. Lige nu er der ikke noget, men der blomstre lidt uvejr over Sydsverige, som vi ikke ved, om kan nå at trække ind over København. Men vi holder øje med situationen,« siger Mette Zhang.