Redningstjenesten i Samos i Grækenland bekæmper lige nu en skovbrand, der raser nær byen Kokkari.

Det har resulteret i, at flere turister er blevet evakueret herunder danskere.

Det fortæller Glenn Bisgaard, der er kommunikationschef i Apollo, til B.T.

Apollo har evakueret 33 gæster, hvoraf 16 af dem er danske turister.

tip os
Er du blevet evakueret i forbindelse med skovbranden? Så tip os her

Det er en beslutning, man har taget efter anbefaling fra de lokale myndigheder.

»Torsdag evakuerede vi vores gæster i området, og de blev overflyttet til en af vores hoteller, som vi har dernede. Alt foregik i ro og orden. Fredag tager vi så bestik af situationen, men det tyder på, at skovbranden er under kontrol, og at vi forhåbentlig kan køre vores gæster tilbage,« siger Glenn Bisgaard.

Han fortæller, at gæsterne blev evakueret grundet røgen og lugten i området. Derudover var der også nogle forholdsregler i forbindelse med vindretning. Hvis vindretning blæste i en bestemt retning, så kunne det altså få store konsekvenser for deres gæster.

B.T. har også forsøgt at få fat i TUI, men uden held.

Til svenske Aftonbladet oplyser de dog, at ingen svenske turister er blevet evakueret.