Tonerne kommer aldrig helt til at forlade Marcus Mossalskis øregang.

De tre toner i slutningen af Danske Spils reklamer sætter en verden i gang inde i hovedet på den 21-årige mand, der har været spilfri de seneste to år.

»Det bobler inde i mig. Det gjorde det, da min spilafhængighed var på sit højeste, men også nu, hvor jeg er spilfri,« siger han til B.T.

Spilreklamer har i den grad fyldt i gadebilledet, hvor man i København på Nørreport Metrostation går ind i et såkaldt 'univers'. Her var gangene helt grønne og prydet med en mand i grønt jakkesæt og tophat – maskotten for spilfirmaet Mr. Green.

Marcus Mossalski har været spilfri siden 31. januar 2019. Nu kæmper han for at hjælpe andre med at droppe vanen.
Marcus Mossalski har været spilfri siden 31. januar 2019. Nu kæmper han for at hjælpe andre med at droppe vanen.
Vis mere

Udover levende skærme og reklamer fra top til tå spillede jinglen fra Mr. Green-reklamerne også.

Det fortæller Commercial Director for AFA JCdecaux Michael Barfoed.

»Lyd i metroen er ikke nyt. Ikke så mange annoncører benytter sig af det, som vi måske havde ønsket os – men det er ikke altid, at lyd passer ind i den specifikke kampagne.«

»Både vi og vores samarbejdspartnere (i dette tilfælde Metro Service, annoncørerne, mediebureauer og reklamebureauer) har en fælles interesse i, at det bliver en positiv oplevelse at gå igennem 'universet',« siger han til B.T.

Men det lader til, at det for langt de fleste ikke har været en positiv oplevelse. Der er sågar blevet lavet et meme om reklamen i metroen af profilen Germanske Memes på Instagram.

Personen, der gerne vil forblive anonym, bag den satiriske profil forklarer sit opslag således.

»Jeg er selv ofte på Nørreport Station, og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan ideen om at spille den ultrakorte jingle igen og igen er blevet godkendt. Ikke nok med, at den er irriterende, det er også problematisk, at det er en reklame for gambling.«

»Stationen var overklistret i en sådan grad, at man skulle tro, det var en dystopisk fremtid, hvor alle overflader er til salg for reklame,« siger personen bag memet.

Men spørger man Michael Barfoed, kan det blive endnu mere irriterende, hvis man vælger en anden slags lyd.

»Vi anbefaler udelukkende brandinglyd, fremfor f.eks. radiospot, der kan virke særlig irriterende på folk. Det ved vi fra diverse analyser vedrørende reklameirritation,« lyder det.

Mens det bare er irriterende for folk, der ikke spiller, kan det være en trigger for spilfrie ludomaner og kan lokke nuværende spillere til at spille endnu mere.

Det bekymrer Marcus Mossalski, der bruger meget tid på foredrag om spil og på at hjælpe andre unge ud af afhængigheden.

»Jeg begyndte selv at spille allerede, da jeg var 15 år. Derfra eskalerede det, indtil jeg blev 18 år og kunne spille spil selv. Efter seks måneder skyldte jeg penge, og mit liv handlede kun om det.«

»Dengang var det ligesom at blive kvalt, hvis man ikke kunne spille. Da jeg endelig stoppede, kom det helt seriøst som en overraskelse for mig, at livet var værd at leve uden spil,« siger han.

Michael Bay Jørsel, der er leder af Center for Ludomani, stemmer i.

»Generelt kan man sige, at reklamer er manipulation. Her har Mr. Green strategisk lagt sig til rette på et sted, hvor mange mennesker er nødt til at færdes. Det er med til at introducere Mr. Green som stedet, man spiller.«

»Jeg er sikker på, at det har kostet kassen at lave de reklamer,« siger han til B.T.

Og her ville B.T. gerne oplyse, hvad det har kostet at spille Mr. Greens jingle for danskerne i flere uger i træk i den offentlige transport. Men det har ikke været muligt at få oplyst det tal af hverken reklameselskabet AFA JCDecaux, Metroselskabet eller Metro Service.

Pengene involveret, både for dem, der sælger reklamerne, og for dem, der ender med at spille, kan gøre Marcus Mossalski urolig.

»Jeg er enormt bekymret for unge mennesker. For de 15-årige, der ligesom mig ikke kender konsekvenserne.«

»Når jeg ser de forbandede reklamer, tænker jeg: 'Hvor er vi på vej hen?'«

»Hvordan kan det være normalt, at man skal tvinges til at have en spilreklame med jingle smidt i hovedet, når man tager offentlig transport?« spørger Mossalski retorisk.

I Center for Ludomani er beskeden klar.

»Forbyd spilreklamer på samme måde som tobaksreklamer. Og hvis man har problemer, kan man søge hjælp på spillinjen og få behandling.«