Var du tidligt oppe lørdag morgen, var du måske en af dem, der kunne se slud og sne på tagene. Sneen er dog ganske usædvanlig for maj måned, oplyser DMI.

»Det er meget usædvanligt vejr. Det er absolut ikke noget, vi ser hvert år,« siger vagthavende ved DMI, Henning Gisselø.

Sidste år sneede det i begyndelsen af april, og tilbage til 2010 og 2011 var Danmark også ramt af snebyger i maj.

Det er kold luft fra Polarhavet, som driver ned langs Norges vestkyst, der er skyld i det vinterkolde vejr.

Jylland blev ramt af snevejr - her er det imellem Ikast og Viborg, fredag den 3. maj 2019.
Jylland blev ramt af snevejr - her er det imellem Ikast og Viborg, fredag den 3. maj 2019. Mads Claus Rasmussen

To graders frost har termometrene målt i Sønderjylland, og temperaturen har generelt ligget omkring frysepunktet i store dele af Danmark.

Det vinterlige vejr overraskede desuden flere bilister, da vejene har været glatte, og der derfor opstod uheld. DMI varsler dog ikke mere sne i løbet af weekenden eller de kommende dage.

»Men byger kan vi godt få. Det bliver køligt mandag og tirsdag med dagtemperaturer på omkring 10 grader,« siger Henning Gisselø.

»Det ser ud til, at varmen begynder at presse på fra onsdag,« siger han.