Politikredse og DMI advarer lørdag morgen bilister om at køre forsigtigt.

Det skyldes, at der mange steder i landet er særdeles glatte veje.

I løbet af natten har det ført til ulykker.

'Det glatte føre medførte ulykker i begge retninger på Motorring 4. Der var i alt 9 biler og 1 Motorcykel der kom galt afsted, men heldigvis ingen personskade. Tag altid grundigt bestik af vejret og føret og kør forsigtigt,' skriver Vestegnens Politi på Twitter.

I det østjyske melder politiet også om glatte veje.

'Der er koldt udenfor og der er faldet nedbør i løbet af natten..... Kør forsigtigt - Så alle kommer sikkert frem i trafikken,' lyder meldingen fra Østjyllands Politi.

DMI har også udsendt en advarsel til bilister, der skal ud på vejene lørdag morgen.

'I aften og i nat kraftige byger over Danmark, der kan være med både torden, hagl, slud og sne. Det kan give meget glatte veje, så pas på i trafikken!'