Store dele af landet oplever søndag frostgrader, men det kan blive værre endnu. I den sydlige del af landet varsler DMI om snefygning, der kan fortsætte i over et døgn.

»Det fortsætter frem til mandag aften, og vi overvejer lige nu, hvorvidt vi vil forlænge vores varsel, fordi det ser ud til, at det godt kan fortsætte i endnu længere tid,« siger vagthavende ved DMI Anna Christiansson.

Det er primært på Fyn og den sydlige del af både Sjælland og Jylland, at man vil opleve snefygningen, som kategoriseres ved en vindstyrke på over 10 meter i sekundet kombineret med cirka 10 centimeter løs sne.

Resten af landet kan også opleve fygning i mindre grad – inklusive Bornholm.

Der kan være helt ned til en sigtbarhed på 100 meter i nat. Pas på derude!
Der kan være helt ned til en sigtbarhed på 100 meter i nat. Pas på derude! Niels Ahlmann Olesen

»Det er vigtigt, at alle passer godt på, når de begiver sig ud i vintervejret,« siger Anna Christiansson og fortsætter:

»Der vil være isbelagte og glatte veje. Desuden er der meget, meget koldt, så man skal huske det varme tøj.«

Sammen med de glatte veje betyder den store risiko for snefygning også lav sigtbarhed, som man bør være opmærksom på.

Det kolde vejr landet over kan også føre noget andet med sig.

Mulighed for landsdækkende isdøgn

For der er nemlig stor chance – eller risiko, om man vil – for en hel dag med minusgrader landet over. Sker det, så har vi det, man hos DMI kalder et landsdækkende isdøgn, og det vil være første gang siden 2018.

»Vi må jo vente og se, om vi kan give døgnet den titel, men det kan godt se ud til, at det sker,« siger Anna Christiansson og afslutter:

»Det er jo ret koldt.«