Snedriver, nedsat sigtbarhed og snefygning giver problemer for trafikken flere steder i landet mandag morgen.
»Kør hjemmefra i god tid, hvis du absolut skal ud på vejene her til morgen, særlig i den sydlige del af regionen. Der ligger fygesne, nogle steder i bunker,« skriver P4 Trafik.
Og det er især den sydlige del af landet, der er ramt.
Flere steder råder politiet bilisterne til at køre forsigtigt og give sig god tid.
Fyns Politi skriver på Twitter, at der er snefygning på hele Fyn.
Bilisterne advares om snedriver og nedsat sigtbarhed.
Derfor opfordrer politiet bilisterne til at køre hjemmefra i god tid og til at udvise særlig tålmodighed i trafikken.
'Hvis du skal ud i trafikken: Kør hjemmefra i god tid, før efter forholdene og udvis tålmodighed,' skriver politiet.
Også på Sydsjælland og på Lolland-Falster er der snevejr og veje, der er svært fremkommelige.
Sydmotorvejen er hårdt ramt af sneen, skriver Sydsjællands Politi på Twitter.
'Kør hjemmefra i god tid,' skriver vagtchefen på Twitter.
Tidligere rådede Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi borgere til kun at køre, hvis det er absolut nødvendigt, og ellers blive hjemme.
Endelig skriver politiet i Sydøstjylland, at der mandag morgen også er problemer i Trekantsområdet med pludselige snedriver og nedsat sigtbarhed.
'Hvis du skal ud i trafikken, så overvej at køre hjemmefra i god tid, kør efter forholdene og udvis tålmodighed – tak.'
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har en varsling ude om snefygning i den sydlige del af landet, der gælder frem til mandag aften.
Det betyder, at der som minimum ligger 10 centimeter løs frostsne, mens det blæser mere end 10 meter i sekundet.
På Bornholm råder politiet folk til at blive hjemme eller i det mindste vente med at køre ud, at vejene er blevet ryddet, og solen er stået op.