Snefygning, nedsat sigtbarhed og snedriver giver store problemer for morgentrafikken mandag morgen.
Flere steder – især i den sydlige del af landet – advarer politiet om vanskelige forhold i trafikken.
Nogle steder opfordrer politiet i det hele taget bilisterne til at blive hjemme og vente med at køre ud, indtil forholdene er blevet bedre.
Og vejet har allerede givet anledning til flere uheld på vejene.
Omkring klokken 5 kørte en lastbil galt på Sønderjyske Mortorvej på strækningen mellem Haderslev og Frøslev, skriver Vejdirektoratet.
Også længere mod nord – omkring Kolding – er der sket et uheld mellem motorvejskryds Kolding og motorvejskryds Skærup. Her er højre spor spærret, og det giver en del kø.
Ifølge Vejdirektoratet er der i skrivende stund en forlænget rejsetid på op til 20 minutter.
Der har også været et uheld på Den Midtjyske Motorvej på strækningen fra Vejle mod Viborg.
På Sydmotorvejen mellem Vordingborg og Udby på strækningen mellem Farø mod Køge har der også været et uheld, skriver Vejdirektoratet.
Her opfordres bilisterne til at sætte hastigheden ned.
Endelig har der omkring klokken halv 7 været et uheld på Vestmotorvejen fra Ringsted mod Køge mellem Ringsted Ø og rasteplads Kværkeby Syd.
Her er venstre spor lige nu spærret, skriver Vejdirektoratet.