Det var en kvinde på 35 år, en fireårig dreng og en pige på syv, der tidligt mandag morgen mistede livet i en brand i Nordjylland.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I de tidlige morgentimer rykkede politi og brandvæsen ud til en brand i et hus i Aars.

Her blev moderen og hendes to børn fundet livløse.

Presse-Fotos.dk

Huset var fyldt med røg, da brandvæsen og politi ankom til stedet efter at være alarmeret klokken 04.29.

»De er alle tre omkommet. Der er tale om en kvinde på 35 år, en dreng på fire og en pige på syv år. Det er meget tragisk. Vi er i gang med de tekniske undersøgelser af ejendommen nu, og det kommer vi til at arbejde med det meste af dagen. Derfor kan vi på nuværende tidspunkt ikke sige noget om årsagen til branden og den kraftige røgudvikling,« siger vicepolitiinspektør Henrik Skals, leder af vagtcentralen i Nordjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

Der forestår tekniske undersøgelser, lyder det.

De nærmeste pårørende er underrettet.

På nuværende tidspunkt har politiet ikke yderligere oplysninger i sagen.