»Har du set Jane?«
Sådan var udmeldingen fra Østjyllands Politi søndag formiddag, da de satte en efterlysning af 57-årige Jane Møller fra Aarhus i gang.
Hun har ikke været set siden torsdag, hvor hun besøgte sin kæreste, og derfor har politiet brugt hele søndagen på at lede efter hende:
»Vi har søgt hele dagen frem til mørkets frembrud. Vi har ledt, hvor hun sidst er blevet set, hvor hun normalt færdes, og hvor det giver mening i forhold til hendes liv,« siger Morten Hansen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Han fortæller videre, at de har fået flere borgerhenvendelser, men at det ikke har kastet det helt store af sig. Eftersøgningen genoptages mandag, men det er ikke en videre optimistisk vagtchef, der fortæller om udsigten til at finde hende:
»Det er som at finde en nål i en høstak, der er ikke noget at gå ud fra.«
Jane Møller beskrives som cirka 175 centimeter høj, slank og med langt, gråligt hår ned til skuldrene.
Af særlige kendetegn nævnes af politiet et modermærke på venstre kind. Hun bærer også ofte briller.
Ifølge politiet kan hun sandsynligvis være iført en knælang, marineblå jakke samt mørkeblå cowboybukser. Hun kan desuden have brune skindstøvletter/vandresko på og muligvis et strikket pandebånd.
Har man oplysninger, der kan bruges i eftersøgningen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefonnummeret 114.