Tæt tåge hænger over det meste af Danmark mandag morgen, og mange steder er sigtbarheden under 100 meter.

Derfor advarer DMI trafikanterne om, at der er god grund til at være ekstra opmærksom og tage den med ro, når man begiver sig af sted på arbejde i de kommende timer.

»Man skal køre forsigtigt og virkelig passe på i trafikken,« lyder det fra vagthavende meteorolog Anne Christiansson på Danmarks Meteorologiske Institut.

Mandag morgen har DMI et tågevarsel med sigtbarhed under 100 meter for hele landet – på nær Nordjylland og Bornholm, hvor man dog melder om risiko for tæt tåge.

»Ellers er der tæt tåge i resten af landet. Det er værst i den sydlige og østlige del, men også i den nordlige del kan der være lokale tågebanker,« siger Anna Christiansson.

Også Vejdirektoratet advarer om tæt tåge – særligt i den sydlige del af Jylland og den sydlige del af Sjælland og på Lolland. Også på Storebæltsbroen advares bilisterne om tåge.

Varslet gælder indtil klokken ni mandag morgen.

Herefter klarer det gradvist op, men vi skal nok regne med en del skyer først på dagen, lover meteorologen.

»Så går der efterhånden huller i skydækket, og vi får lidt eller nogen sol især i den sydlige og østlige del af landet, mens det bliver mere skyet i den nordvestlige del,« siger Anna Christiansson.

Temperaturerne kommer til at ligge på mellem 15 og 20 grader, så bortset fra morgenens tåge bliver det en fin efterårsdag, forudser DMI.

Natten til tirsdag samler tågen sig igen over landet, så vi også tirsdag morgen må være forberedt på at skulle kører i dis og tåge, lyder det fra Anna Christiansson.