Kør forsigtigt. Vær opmærksom, og kør hjemmefra i god tid!

Sådan lyder det gode råd fra Danmarks Meteorologiske Institut tirsdag morgen, hvor tågen ligger tyk over store dele af landet.

»Man skal køre lidt langsommere og være opmærksom på, at forholdene meget hurtigt kan skifte,« lyder det var vagthavende meteorolog på DMI, Frank Nielsen.

Han hentyder til, at der regionalt kan være meget store forskelle på, hvor tyk tågen er og dermed også, hvor lav sigtbarheden er.

Hvor der nogle steder på eksempelvis Sjælland er ned til 100 meters sigtbarhed, er der andre steder på Sjælland flere kilometer mellem tågebankerne.

Men generelt gælder DMIs tågevarsel tirsdag morgen for hele landet på nær den nordvestlige del af Jylland og Bornholm.

Det vil med andre ord sige, at varslet gælder for Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster, Fyn, København, Nordsjælland, Syd- og Sønderjylland, Østjylland og Midt- og Vestjylland.

Frank Nielsen tilføjer dog, at tågen tirsdag morgen ikke er så tyk, som mandag morgen.

Tirsdag morgen er der tæt tåge mange steder. Sådan så det eksempelvis ud ved Vallensbæk på Sjælland.
Tirsdag morgen er der tæt tåge mange steder. Sådan så det eksempelvis ud ved Vallensbæk på Sjælland. Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

»Derfor går der nok heller ikke så lang tid, før solen brænder igennem,« forudser han.

Varslet gælder frem til klokken otte tirsdag morgen.

Men du kan godt glæde dig til, at tågen er lettet. DMI melder nemlig om en tirsdag med masser af sol og lune temperaturer.

»Derudover får vi en rigtig flot efterårsdag med temperaturer mellem 17 og 22 grader,« siger Frank Nielsen.

Også onsdag tegner til at blive en pæn dag, forudser han, inden vi får et vejrskifte frem sidst på ugen, men det vender vi alt sammen tilbage til.