Det kan være en rigtig god idé at sikre dig, at tågelygterne på din bil virker, for du får sandsynligvis brug for dem.

Især hvis du bevæger dig ud i trafikken i natte- eller morgentimerne mandag.

Det oplyser DMI, der søndag aften har udsendt et varsel om tæt tåge for stort set hele landet.

Varslet er gældende fra klokken 23 søndag til og frem til klokken 9 mandag morgen for næsten alle egne – med undtagelse af Nordjylland og Bornholm, som 'blot' har fået en såkaldt 'risikomelding' i stedet for et egentligt varsel.

»I løbet af natten dannes der udbredt tåge i store dele af landet, og mange steder kommer der tæt tåge med sigtbarhed under 100 meter,« forklarer meteorolog Anna Christiansson i varslet.

Det vil dog være forskelligt fra sted til sted, hvornår tågen kommer til at lægge sig, og hvornår den letter.

Desuden vil tågens tæthed også variere i løbet af natten til søndag, oplyses det.

»Tæt tåge kan give problemer i trafikken, så kør forsigtigt,« lyder rådet fra DMI.