Lørdag byder på regn, regn og atter regn.
Det fortæller Jesper Eriksen, vagthavende meteorolog ved DMI, som lørdag både har udsendt en risikomelding samt et risikovarsel om kraftig regn og lokale skybrud.
Varslet gælder fra klokken 11.00 i Nordsjælland, Frederikssund, Billund, Samsø, Thy og Mors, Vestjylland, Odsherred, Varde, Vejle og Hedensted.
Beboere i andre områder i landet skal dog ikke glæde sig for hurtigt, advarer Jesper Eriksen.
»Jeg tror ikke, der er nogen, som slipper for vandpytter, når dagen er omme, men det er altså kun meget lokalt, at der er risiko for skybrud.«
Ifølge meteorologen er det en tiltagende vind, som redder de fleste steder fra deciderede skybrud.
»Da vinden tiltager, vil bygerne bevæge sig hurtigere, og derfor er risikoen for skybrudskriteriet på mere end 15 millimeter på 30 minutter lille,« siger han og fortsætter:
»Men hvis der kommer tre-fire byger inden for måske tre timer, så kan der altså alligevel falde rigtig meget regn på ét sted.«
Varslet om voldsomt vejr gælder til sidst på eftermiddagen, men det betyder ikke, at regnen stopper der.
»I aften vil der være spredte byger, der kan give en rigtig god skylle og gøre én godt og grundigt våd, hvis man for eksempel er ude at cykle,« siger Jesper Eriksen.
DMI advarer folk om at være opmærksomme på, at lavtliggende områder såsom kældre kan blive oversvømmet som følge af det massive regnvejr.
De henviser endvidere til, at bilister bør nedsætte hastigheden for at undgå akvaplaning.