Mens torsdagens tidlige solskin allerede er slået over i nedslående uvejr, vil regnen forventeligt tage yderligere til for om få timer at vælte ned i gevaldige mængder over store dele af landet.

Det vil ikke mindst være tilfældet i det nordvestlige Jylland, og derfor har DMI nu opgraderet et varsel til en såkaldt kategori 1.

Varslet omhandler således 'voldsomt vejr', der i dette tilfælde indebærer, at der kan falde op til 35 millimeter regn på seks timer.

'DMI forventer mellem 25 og 35 mm regn på 6 timer. Der er også risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 min,' oplyser vejrtjenesten.

DMI supplerer varlset med en opfordring:

'Vær opmærksom på, at vand kan samles i lavtliggende områder f.eks. kældre, vejbaner og viadukter. Luk vinduer og døre. Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene.'

Varslet for kraftig regn kommer efter, at der i forvejen er udstedt et risikovarsel om skybrud og hagl og torden.

Risikoen for de pludselige skybrud er gældende for det meste af landet.

De store regnmængder kan falde helt frem til klokken 21 torsdag aften.

Uvejret skyldes ifølge DMI et lavtryk, der bevæger sig fra vest hen over Skagerrak og Nordjylland.

Generelt vil bygerne have god fart på, mens de bevæger sig fra sydvest mod øst og nordøst.

Bygerne vil lokalt kunne give skybrud samt torden og hagl.