Hvis du er typen, der har tænkt sig at holde ferie herhjemme i august, kan det godt være, at du skal genoverveje det - eller som minimum investere i regntøj og en paraply.

Ifølge DMIs seneste månedsprognose bliver august nemlig en våd en af slagsen.

Uge 33 begynder tørt, men allerede tirsdag kommer et 'hidsigt' lavtryk med regn og kraftig blæst lidt vest for Danmark.

'Lavtrykket efterfølges af lidt sol, aftagende vind og en del regnbyger, men i løbet af ugen vil flere lavtryk med regn, byger og en del blæst passere tæt på landet fra sydvest. Sommervejret vil altså gøre en pause og vi kan regne med en ustadig, våd og blæsende uge,' lyder det.

Heldigvis bliver det ikke både vådt og koldt. DMIs prognose viser, at danskerne kan se frem til temperaturer på mellem 17-23 grader i dagstimerne og 12-17 grader om natten i uge 33.

'I gennemsnit vil ugen ende tæt på eller lidt under den normale temperatur og nedbørsmængder der ligger noget eller en del over det normale,' skriver DMI og henviser til de seneste 20 års nedbør- og temperaturniveau.

Uge 34 fortsætter vådt og en anelse køligere end den foregående uge.

'En mindre højtryksryg kan passere Sydskandinavien vestfra og kortvarigt give os mere tørt vejr med nogen sol, men der vil i løbet af ugen sandsynligvis komme flere lavtryk fra vest eller sydvest med en del regn og byger og i perioder mere vind.'

Danskerne kan i denne uge også se frem til 'noget mere nedbør end normalt'.

Uge 35 ser mere usikker ud, men det er sikkert også, fordi vi rent vejrmæssigt er langt ude i fremtiden. Her forudser DMI, at vi får flere dage med opholdsvejr og nogen sol:

'Men der vil naturligvis også være mulighed for dage med skyet vejr og noget regn eller regnbyger.'

Det lyder dog at selve nedbørsmængden i uge 35 er usikker i skrivende stund. Derimod tyder det på, at temperaturen vil ligge omkring normalen for perioden - mellem 17-22 grader i dagstimerne og 8-15 graders varme om natten.