De seneste dage har vist sig fra sin våde side. Efteråret er for alvor over os. Og den store mængde nedbør har nu fået konsekvenser for vandkvaliteten flere steder i kommunen.

Når det regner kraftigt, som det har gjort i Aarhus de seneste dage, kan spildevandssystemet nemlig ikke følge med. Normalt ledes der kun renset spildevand ud i mængder, der ikke giver problemer, men når kloakkerne bliver for fyldte af regnvand, bliver der udledt urenset spildevand.

Derfor har Natur og Miljø i Aarhus Kommune advaret aspirerende vinterbadere om at tjekke kvaliteten af badevandet inden en eventuel dukkert. Et af de steder, hvor vandet lige nu er så dårligt, at man ikke bør bade i det, er Tangkrogen.

Efter nogle dage uden nedbør skulle badevandskvaliteten dog gerne rette sig op igen. Det er generelt en god idé at holde øje med vandkvaliteten på strandende, inden man hopper i bølgerne, når det har regnet. Det kan man gøre på Aarhus Kommunes hjemmeside og på badevand.dk.